Gå til indhold Danmark-Dansk
HP.dk Produkter og Services Support og Drivere Løsninger Hvordan du Køber
» Kontakt HP
HP.com Danmark hjem

It-redskaber øger patienternes sikkerhed

» 

Offentlig sektor

» HP og den offentlige sektor
» Kommunalreformen
» Kontaktpersoner
» Nyheder
» Rammeaftaler med SKI
» Månedens SKI tilbud (pdf)
» Kundereferencer
» Globalt engagement
» Miljøinformation
» Produkter, services og teknologier
» Seminarer
Indhold starter her
It-redskaber øger patienternes sikkerhed

Efterlysning af mere it på sygehusene

Godt 60 procent af de danske sygehuslæger mener, at brugen af it-redskaber som blandt andet digitale røntgenfotos og den elektroniske patientjournal øger patienternes sikkerhed. Alligevel har størstedelen af de danske sygehuse endnu ikke fuldt implementeret EPJ, og et flertal af lægerne i undersøgelsen efterlyser mere it på sygehusene.


It reducerer risikoen for fejlbehandling og giver større patientsikkerhed. Det svarer et flertal af de danske sygehuslæger i en Megafon-analyse foretaget for Hewlett-Packard (HP).

63 procent af lægerne i undersøgelsen mener, at it-redskaber som f.eks. den elektroniske patientjournal, elektronisk lagring af røntgenbilleder eller brugen af håndholdte pc’er giver bedre patientsikkerhed. Kun otte procent mener, at det har en negativ effekt på patientsikkerheden. Og 59 procent mener, at it-redskaber reducerer risikoen for fejlbehandling eller fejl i patientjournalen, mens kun 12 procent mener, at det øger risikoen.

Professor Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet er ikke overrasket over lægernes vurdering. Selv mener han, at især EPJ kan være med til at øge patientsikkerheden.

”Mulighederne for at lave fejl som f.eks. medicineringsfejl mindskes med systematisk brug af EPJ. Man undgår, at der opstår problemer på skrivesiden – man skal ikke længere bøvle med ulæselig skrift,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Få læger er stadig kritiske over for EPJ

Netop EPJ betyder ifølge lægerne i undersøgelsen meget for patientsikkerheden. Knap halvdelen af lægerne svarer, at EPJ har mindsket risikoen for fejlbehandling, mens kun hver tiende mener, at det ligefrem har øget risikoen.

Formand for Lægeforeningen, Jens Winther Jensen, synes, at det er positivt, at et så stort flertal af lægerne vurderer, at sikkerheden er øget på sygehusene. Når der stadig er nogle læger, der mener det modsatte, forklarer han det blandt andet med, at EPJ endnu ikke er fuldt udviklet: ”EPJ-systemerne er endnu i en tidlig fase, og det betyder, at man på nuværende tidspunkt ikke kan se det fulde potentiale. Derfor er der nogle, som er skeptiske. Min egen erfaring er, at de fleste læger har store forventninger til, hvad EPJ kan blive til, men at der er et godt stykke vej endnu.”

Bølgen vender

At nogle af lægerne er skeptiske over for brugen af EPJ, kan ifølge Henriette Mabeck fra Institut for Sundhedsvæsen (DSI) også være et udtryk for, at lægerne med EPJ har fået nogle nye arbejdsopgaver.

”Jeg hører ofte, at plejepersonalet er begejstret for EPJ, men at nogle af lægerne er skeptiske. Det skyldes blandt andet, at lægerne i forbindelse med EPJ bliver sat til at varetage nye opgaver, der ikke er lægefaglige, som f.eks. indtastning. Omvendt er der også mange læger, som er fremtidsorienterede og positive over for ny teknologi som EPJ. Med denne undersøgelse kan man håbe, at bølgen er ved at vende, således at de fremtidsorienterede læger er kommet i overtal,” siger Henriette Mabeck.
 

Savner it-udstyr

Selv om størstedelen af lægerne i undersøgelsen er positive over for EPJ, er der endnu kun få danske sygehuse, som har implementeret EPJ fuldt ud. Hver femte læge i Megafon-undersøgelsen svarer således også, at EPJ mangler i det daglige arbejde. Og ud over EPJ savner lægerne også en lang række andre it-redskaber: Mere end hver fjerde savner håndholdte pc’er, og knap hver tiende savner digital røntgen, mens andre knap ti procent savner trådløst netværk.

”Vi er ikke tilbagestående, når det gælder it på de danske sygehuse. Men vi har nogle områder, hvor vi godt kunne være nået længere. Det gælder f.eks. de håndholdte pc’er. Men for at bruge de håndholdte pc’er, er det en forudsætning, at vi har EPJ, som kører, og som er trådløst. Et redskab er altså ofte en forudsætning for, at man kan implementere de andre redskaber,” siger professor Kjeld Møller Pedersen.
 

Brug for udvikling

Formanden for Lægeforeningen, Jens Winther Jensen, mener, at der først og fremmest bør investeres i en ordentlig udvikling af EPJ.

”Der er stadig behov for yderligere investeringer i EPJ, for at vi kan udnytte det fulde potentiale i sundhedsvæsnet. Først og fremmest bør brugerne inddrages i udviklingen i langt højere grad end hidtil. De arbejdsgange, man har på sygehusene, skal understøttes af EPJ og give en bedre kvalitetsbehandling,” siger Jens Winther Jensen og fortsætter: ”Derudover skal fagligheden styrkes. Eksempelvis har vi i dag en del medicinmoduler, som skal sikre, at patienterne får den rette medicin. Skal man styrke fagligheden i dette modul, skal man have et hjælpeprogram, som giver en advarsel, hvis man er ved at ordinere en forkert dosis el. lign. Det er nødvendigt, men det har vi ikke set endnu. Og hvis man ikke får styrket fagligheden, så risikerer vi, at de elektroniske patientjournaler bare bliver et administrativt system og intet andet,” siger han.
Printversion
Fortrolighedserklæring Når du bruger HP's web gælder disse betingelser
© 2007 Hewlett-Packard Development Company, L.P.