| Det er i dag godt ti år siden, at staten solgte sin it-drift til CSC, og siden da har it ændret sig radikalt. Hvor it før 1996 var præget af store centrale edb-systemer samlet i Datacentralen, blev teknologien efter 1996 spredt rundt omkring i den offentlige sektor og præget af mindre løsninger på helt specifikke forretningsmæssige opgaver. I dag er der formentlig lige så meget datakraft i lokale it-afdelinger i den offentlige sektor, som i hele Datacentralen førhen. Konsekvensen er, at der i dag bliver brugt mange penge på udstyr, der ikke bliver udnyttet maksimalt. For eksempel er servere, storage og netværk i dag så kraftigt og billigt, at der ofte er markant mere kapacitet, end vi kan bruge. Det betyder, at forskellige ressourcer som netværk, overvågning og pc-support, der nødvendigvis må være til stede for at understøtte et driftsmiljø, i reglen ikke bliver udnyttet 100 procent.
Vi skal selvfølgelig ikke tilbage til Datacentralen, men grundtanken om at samle it i stedet for at sprede det, er rigtig. Ved samtidig at udnytte it-værktøjerne bedre kan man automatisere flere processer og frigøre ressourcer blandt medarbejderne, som så kan bruge mere tid på at specialisere sig og udføre strategisk arbejde.
|