Jump to content Danmark-Dansk
HP.dk Produkter og Services Support og Drivere Løsninger Hvordan du Køber
» Kontakt HP
HP.dk

Fra krøllede kørelister til digital effektivitet i hjemmeplejen

» 

Offentlig sektor

» HP og den offentlige sektor
» Kommunalreformen
» Sundhedssektor
» Kontaktpersoner
» Nyheder
» Nye produkter & teknologier
» Rammeaftaler med SKI
» SKI tilbud til undervisningssektoren
» SKI forhandlere
» Kundereferencer
» Globalt engagement
» Miljøinformation
» Produkter, services og teknologier
» Seminarer
Indholdet begynder her

For at effektivisere hjemmeplejen og øge trygheden for de ældre borgere har Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning indført håndholdte pc'er til hjemmehjælperne. De håndholdte pc'er indeholder bl.a. uddybende informationer om de ældre, helbredsoplysninger, telefonnumre på deres nærmeste pårørende og læge og gør derfor hjemmehjælperne i stand til at levere en bedre service end tidligere, hvor eneste hjælpeværktøj var en ufleksibel og ofte krøllet køreliste.


I Københavns Kommune modtager cirka 15.000 personer hjemmehjælp, og i alt 3.000 hjemmehjælpere varetager 90.000 besøg om ugen hos byens ældre borgere. Det kræver selvsagt en hel del planlægning og administration. Alle hjemmehjælpere skal vide nøjagtigt, hvem de skal besøge, hvad de skal udføre af arbejde hos hver enkelt borger og hvor lang tid, der er afsat til det. I langt de fleste kommuner får hjemmehjælperne udleveret en køreliste, der indeholder alle prak- tiske informationer. Når hjemmehjælpere er syge, eller borgere bliver indlagt på hospitalet, og dagens besøg derfor skal fordeles anderledes end planlagt, må man i gang med saks og lim for at sætte nogle nye kørelister sammen.

Sådan er det ikke længere for hjemmehjælperne i Københavns Kommune. For inden de københavnske hjemmehjælpere kører fra kontoret, griber de en håndholdt pc, logger på med en personlig kode og får dagens rute frem. Alle informationer ligger digitalt, og hvis der er ændringer til dagens besøg, modtager hjemmehjælperne hurtigt de nye informationer elektronisk. Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning, som står bag initiativet med håndholdte pc’er til hjemmeplejen, bor dør om dør med et plejehjem og ældreboliger i ’De Gamles By’ – en lille grøn oase i det indre København.

Den gamle rødstensmur omkring ’De Gamles By’ sender et signal om beskyttelse af den ældre generation, der har givet deres bidrag til det velfærdsliv, vi andre nu lever. En tur rundt i den parklignende have med gamle, krogede træer, yndigt friserede buske og blomsterbed i fuldt flor giver da også én lyst til at trække vejret dybt, nyde stilheden og tage en pause fra det pulserende københavnerliv uden for muren.

”En af Sundhedsforvaltningens opgaver er netop at sikre byens ældre beboere en tryg hverdag,” fortæller Rita Lützhöft, overordnet projektleder for KOS (Københavns Omsorgs System), og det understreger kommunen netop i sit seneste pionertiltag på omsorgsområdet.

”I bakspejlet virker det jo temme-lig gammeldags, at vores hjemmehjælpere kørte rundt med en printet køreliste med al nødvendig information om arbejdsopgaverne. Og notater måtte hjemmehjælperen tilføje med kuglepen på den efterhånden krøllede køreliste,” fortæller Søren Bonde Andersen, teknisk projektleder i Informatik-staben, Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning.


Større tryghed for personale og de ældre

”Den største bonus ved den håndholdte pc er, at hjemmehjælperne er i stand til at give en endnu bedre service, og dermed skaber den større tryghed for de ældre. For modsat kørelisterne indeholder den håndholdte pc også uddybende informationer om de ældre, helbredsoplysninger, telefonnumre på deres nærmeste pårørende og læge,” fortæller Rita Lützhöft.

Men derudover dækker den håndholdte en række andre behov. Dels dokumenterer og synliggør den for kommunens ledelse, hvordan tiden udnyttes hos de ældre og hvor lang tid, opgaverne tager. På den baggrund er man i stand til at evaluere og justere, om kommunens serviceniveau svarer til det man ønsker.

Dels skal oplysninger om besøgene hos borgerne ikke længere gennem flere led. Medarbejderne indsamler data via den håndholdte pc og overfører dem direkte til KOS, hvor de er tilgængelige for hele forvaltningen. Det skaber gennemsigtighed i hverdagen og giver den enkelte medarbejder et medansvar for, at dokumentationen er ajour.

Negative og nervøse

Heidi Røpke er en af kommunens 3.000 hjemmehjælpere, som bruger den håndholdte pc i hverdagen. Da hun og kollegerne blev præsenteret for den håndholdte computer for seks måneder siden, var den umiddelbare reaktion ret negativ.

”Det var uvant for os at sidde med sådan én i hånden og vide, at hvis jeg ikke lærer at betjene den her tingest, så går der koks i planlægningen. Men alle lærte jo hurtigt at betjene den, og alle synes, at det er meget nemmere med håndholdte pc’er end med kørelister. De fleste har jo mobil-telefon og kan sms’e, så derfor var omvæltningen ikke så stor endda, da vi først kom i gang,” fortæller Heidi Røpke.

”Den største fordel ved at have en håndholdt pc er afgjort, at jeg kan søge oplysninger om de ældre, når jeg skal besøge én, jeg ikke kender i forvejen. Jeg ved bedre, hvordan jeg skal håndtere vedkommende, og det gør både mig og den ældre mere tryg,” forklarer Heidi Røpke, som er hjemmehjælper i Bispebjerg.

Teknologien overhaler os

”Processen med håndholdte computere  startede for et par år siden, men det er gået langsomt, fordi vi måtte skifte leverandør undervejs. Målet er, at vi skal have i alt 3.000 håndholdte pc’er, så alle hjemmehjælpere på job har én til sin rådighed.

Udfordringen lige nu er, at teknologien udvikler sig hurtigere end vores projekt, så der er kommet masser af nye modeller til, siden vi startede op. Vi har valgt iPAQ med Bluetooth fra Hewlett-Packard, men jeg forestiller mig, at næste runde af håndholdte bliver en model med indbygget mobiltelefon (GSM/GPRS) og trådløst netværk (WLAN). Dermed vil hjemmehjælperne kunne gå online og hente opdateringer ude i byen. Der mangler dog en sikkerhedsmæssig afklaring, og endnu er dækningen ikke tilstrækkelig og pålidelig nok,” siger Søren Bonde Andersen.

Printversion
Fortrolighedserklæring Når du bruger HP's web gælder disse betingelser
© 2007 Hewlett-Packard Development Company, L.P.